Udtalelse af

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie

Den tyske romantiker Caspar David Friedrich malede i 1812 billedet ”Grabmale alter Helde”. Her ser man i et øde landskab nedgangen til en hule. Ved indgangen står et forfaldent monument over den germanske helt Arminius. To franske soldater vogter hulen og i forgrunden kryber en slange i trikolorens farver, blåt, hvidt og rødt. I dette maleri hylder Friedrich sin nations frihedsidealer som blev undertrykt med den franske besættelse og naturen fremstår som et symbol på den sublime uspolerede natur.

Næsten 200 år senere kombinerer Grethe Mariann Maurseth på samme måde en naturskildring med et anekdotisk indhold. I maleriet ”Efterladt” ser vi et lige så stille og øde landskab som i Friedrichs billede, men nu med moderne rekvisitter: højspændingsledninger og en landevej, der fortoner sig diagonalt ind i billeddybden. Og, parallelt med graven, soldaterne og slangen i det ældre maleri, også med et fortællende element, et par røde damesko, henkastet efterladt i rabatten.

Forskellene mellem de to billeder er indlysende. I det ældre maleri går alt op i en højere enhed: den tyske natur er lig med frihed og gudfrygtighed, de to soldater og slangen er undertrykkende fremmedelementer.
Lige så indlysende en tolkning kan man ikke give Grethe Mariann Maurseths billede. Hvad er der sket, tænker man. Er en kvinde blevet udsat for en forbrydelse? Et drab, en kidnapning? En ulykke? Et tidligere maleri, ”The Walk” fra 2007, giver en knap så dramatisk udlægning: her ses en ung kvinde med en let kuffert i hånden og med de samme røde sko som i ”Efterladt” gående på landevejen mod et hårnålesving. Vi kan nu lave vores egen lille føljeton: kvinden er løbet tør for benzin på vej mod sit hotel, skoene er helt nye og gnaver frygteligt, hun blæser på sit dyre indkøb, smider skoene og tager resten af vejen på strømpesokker. ”Efterladt” henviser altså ikke til andet end de røde sko.

Der er imidlertid intet til hinder for, at vi alligevel kan give historien en dramatisk drejning. Måske er den unge kvinde blevet uvenner med sin kæreste, er steget ud af bilen og rasende gået sin vej. Måske har en langturschauffør opdaget den unge kvinde gående alene på en øde landevej og har benyttet chancen til at forgribe sig på hende. Det er ikke til at vide og det er netop pointen med Grethe Mariann Maurseths billede. De filmiske referencer til bl.a. Hitchcoks film og dennes brug af ”suspense” og utraditionelle kameravinkler åbner plads for det uventede og mystiske. I modsætning til Friedrichs maleri, hvor hele universet falder på plads i faste rammer, er Grethe Mariann Maurseths moderne maleri åbent for fortolkninger. Intet er givet på forhånd og beskueren kan bruge sin medskabende fantasi til at tolke som han har lyst. Noget, der også er tilfældet med de to malerier ”Kvinde i norsk burka”. Her ser man to kvindelige skiløbere ude på fjeldet. På grund af kulden har de dækket deres ansigter helt til. Fjernede man ski og det norske landskab, ville man tro, at man havde at gøre med muslimske kvinder i den omdiskuterede burka. Grethe Mariann Maurseth forsøger her helt uden politisk bagtanke at føje lidt forsonende humor til den ophidsede debat omkring netop burkaer. De to billeder som sådan tager ikke stilling til spørgsmålet.

Åbenheden, det fortællende indhold, de filmiske referencer, blikket for den skæve detalje og kontrasten mellem det øde storslåede landskab og de allestedsnærværende spor af den menneskelige civilisation er alt sammen noget, der præger såvel Grethe Mariann Maurseths malerier som hendes fotografier. Det viser en kunstner, som på en moderne og vedkommende måde tolker tilværelsens gådefulde aspekter og lunefuldheder. 

SE OGSÅ:  #Udtalelse af Karen Gabel Madsen  #Udtalelse af Lars Botin

© Copyright 2017. Alle rettigheder forbeholdes.

GRETHE MARIANN MAURSETH
Billedkunstner

grethe@maurseth.dk
+45 22 95 22 27